Beskyttelse mod negative konsekvenser
Hvis du foretager en indberetning til whistleblowerordningen, er du beskyttet mod negative konsekvenser forbundet med selve indberetningen, herunder afskedigelse og ufordelagtig behandling. Beskyttelsen er dog betinget af, at du har foretaget indberetningen i god tro.
Egne kritisable forhold
Hvis indberetningen vedrører kritisable forhold vedrørende dig selv, eller hvis UCL i forbindelse med indberetningen bliver bekendt med kritisable forhold vedrørende dig, vil du ikke være fritaget for eventuelle negative konsekvenser vedrørende disse forhold.
Klager og kompensation
Hvis du oplever at blive mødt med negative konsekvenser som følge af en indberetning, du har foretaget, kan du rette henvendelse til den whistlebloweransvarlige, til din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, til HR-afdelingen eller til din faglige organisation.
Uberettigede konsekvenser som følge af en indberetning til whistleblowerordningen kan udløse erstatning, godtgørelse eller økonomisk kompensation efter de til enhver tid gældende regler herom.
Ond tro
Hvis du i ond tro foretager en falsk anklage mod en person, er du ikke beskyttet mod negative konsekvenser. Hvis en indberetning er indgivet i ond tro, fx som et udslag af personlige negative følelser eller hævnlyst, kan indberetningen få ansættelsesretlige konsekvenser for dig, hvis du kan identificeres.