Whistleblowerordningen kan bruges til at indberette om enhver overtrædelse af EU-retten samt alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold, der har fundet sted eller med stor sandsynlighed vil finde sted hos UCN eller forsøg på at skjule sådanne overtrædelser.
Det vil typisk omfatte følgende:
- Strafbare forhold, som fx overtrædelse af tavshedspligten, misbrug af økonomiske midler, underslæb og bedrageri.
- Grove eller gentagne overtrædelser af lovgivningen, som fx forvaltningsloven, offentlighedsloven og databeskyttelseslovgivningen.
- Grove eller gentagne overtrædelser af forvaltningsretlige principper, som fx krav om saglighed og magtfordrejningsgrundsætningen.
- Grove eller gentagne overtrædelser af væsentlige interne retningslinjer, som fx retningslinjer for gaver, tjenesterejser eller regnskabsaflæggelse.
- Bevidst vildledning af ansatte, studerende eller samarbejdspartnere.
- Seksuel chikane og andre former for chikane eller krænkende handlinger, som defineret i UCN’s politik for håndtering af krænkende adfærd.
Det betyder, at følgende ikke kan indberettes:
- Klager over samarbejdsvanskeligheder, inkompetence, opgavevaretagelse eller tilstedeværelse.
- Forhold om rygning/alkohol/rusmidler, påklædning eller mere hverdagsmæssige forhold.
- Utilfredshed med eller indsigelser mod løn- og ansættelsesvilkår, beslutningsprocesser eller generelle ledelsesbeslutninger.
Sådanne forhold skal håndteres uden for whistleblowerordningen som udgangspunkt ved henvendelse til nærmeste leder, og er det ikke muligt kan UCN HR eller en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant kontaktes.