1. INDLEDNING OG FORMÅL
Med denne whistleblowerordning ønsker Ny Carlsbergfondet at stille en særlig, uafhængig og selvstændig kanal til rådighed, hvor der er mulighed for at, alle ("de omfattede personer") henvende sig, eventuelt anonymt, og indberette sager vedrørende
1) Overtrædelse af EU-retsakter i henhold til det bagvedliggende Whistleblowerdirektiv (vedrørende f.eks. beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger og netværks- og informationssystemers sikkerhed, offentligt udbud, finansielle tjenesteydelser og hvidvask),
2) Andre alvorlige lovovertrædelser, herunder f.eks. gentagne overtrædelser af gældende lovgivning, eller
3) øvrige alvorlige forhold, f.eks. seksuel chikane (uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner) eller grov chikane med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Se nærmere nedenfor under pkt. 3 (samlet kaldet ”anvendelsesområdet” eller ”Whistleblowerordningens anvendelsesområde”).
Idet der er under 50 medarbejdere i Ny Carlsbergfondet, er denne ordning en frivillig ordning. Der er tale om en frivillig whistleblowerordning, som i videst muligt omfang lever op til reglerne i whistleblowerloven. Da ordningen er frivillig, er den ikke direkte omfattet af loven, og der er derfor særlige regler om håndtering af følsomme personoplysninger, som måtte komme frem under ordningen, jf. nedenfor under punkt 2, sidste afsnit og punkt 8 om følsomme personoplysninger. Såfremt at der er flere end 50 medarbejdere pr. 17. december 2023, overgår ordningen fra dette tidspunkt til at være en obligatorisk ordning, som er omfattet af whistleblowerloven, og de særregler, der gælder i den frivillige periode, gælder herefter ikke længere.
Whistleblowerordningen skal hverken erstatte eller træde i stedet for de eksisterende kommunikationsveje internt, og det anbefales, at de eksisterende kommunikationsveje så vidt muligt anvendes, jf. f.eks. den gældende politik om chikane og krænkende adfærd. Det anførte gælder, medmindre du vurderer, at indberetning under Whistleblowerordningen er den rette kommunikationsform. Whistleblowerordningen skaber et yderligere forum, hvor der kan ske indberetning af grovere hændelser, som enten ikke egner sig til at blive behandlet via de eksisterende kommunikationsveje, hvor indberetteren gerne vil sikres anonymitet i forhold til Ny Carlsbergfondet, eller hvor indberetteren af andre grunde finder, at indberetning via Whistleblowerordningen er nødvendig.
I det følgende vil der blive redegjort for, hvordan Whistleblowerordningen fungerer i praksis, herunder hvilke forhold der kan indberettes (anvendelsesområdet), og hvordan indberetninger til Whistleblowerordningen vil blive håndteret.
2. ANVENDELSESOMRÅDET – HVILKE FORHOLD KAN INDBERETTES?
Whistleblowerordningen kan benyttes til at foretage fortrolige indberetninger om følgende:
1) Overtrædelser af EU-retten om offentligt udbud, finansielle tjenesteydelser, hvidvask og GDPR, jf. anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten,
2) Alvorlige lovovertrædelser i øvrigt, hvilket som udgangspunkt omfatter
a. Lovovertrædelser, vedrørende strafbare forhold, herunder misbrug af økonomiske midler, afpresning, tyveri, svig, dokumentfalsk, mandatsvig, underslæb, bedrageri, databedrageri, bestikkelse og hacking, aflytning, ulovlig optagelse af samtaler mellem andre m.v.
b. Overtrædelser af særlovgivning eller anden lovgivning, der i almindelighed vil være omfattet af anvendelsesområdet, f.eks. overtrædelser af skattelovgivningen eller bogføringsreglerne, eller tilsidesættelse af regler om tavshedspligt.
3) Andre alvorlige forhold som f.eks.
a. Tilsidesættelse af faglige standarder, der f.eks. vil kunne medføre en risiko for personers sikkerhed og sundhed, alvorlige fejl og uregelmæssigheder forbundet med it-drift eller it-systemstyring samt særlige tilfælde, hvor mindre samarbejdsvanskeligheder indebærer store risici.
b. Seksuel chikane (enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner) eller grov chikane/mobning med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima, og
c. Anden form for grov chikane, f.eks. chikane på grund af race, politisk eller religiøst tilhørsforhold mv., jf. dog nedenfor om følsomme personoplysninger.
Følgende forhold er som udgangspunkt ikke omfattet af ordningen:
- Klager over samarbejdsvanskeligheder, inkompetence, lønforhold og andre hverdags- eller rutinemæssige forhold.
- Indberetninger om arbejdsmiljø, beslutningsprocesser eller generelle ledelsesbeslutninger.
- Overtrædelser af bagatelagtig karakter.
- Overtrædelser af accessoriske bestemmelser, herunder dokumentationspligt eller underretningspligt.
De forhold, der er nævnt lige ovenfor, er som udgangspunkt ikke er omfattet af Whistleblowerordningen. De kan dog i særlige tilfælde indebære sådanne risici for menneskers liv eller helbred eller for væsentlige skadevirkninger, at de alligevel er omfattet af Whistleblowerordningen og kan behandles i denne.
Forhold, der ikke er omfattet af Whistleblowerordningen, kan drøftes med nærmeste leder, arbejdsmiljørepræsentanten eller lignende.
Da der er tale om en frivillig whistleblowerordning, omfatter denne som udgangspunkt ikke følsomme personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, medmindre indberetteren og personer omhandlet i indberetningen udtrykkeligt har samtykket til behandlingen af følsomme personoplysninger, jf. artikel 9, stk. 2, litra a. Hvis LIND Advokataktieselskab modtager indberetninger, der indeholder følsomme personoplysninger, jf. artikel 9, stk. 1, eller modtager indberetninger fra andre end den krænkede/chikanerede selv, og hvor indberetningen eksempelvis indeholder følsomme personoplysninger om en anden person, der er blevet krænket/chikaneret, vil LIND Advokataktieselskab være forpligtet til straks at indhente samtykke til behandling af informationerne, og hvis samtykke ikke kan opnås, skal informationerne straks slettes eller anonymiseres, jf. også pkt. 8 om følsomme personoplysninger.
3. HVEM KAN INDBERETTE
Alle (”de omfattede personer”) har mulighed for at foretage indberetning.
4. HVORDAN INDBERETTES DER OG OM HVEM?
Indberetninger til Whistleblowerordningen foretages elektronisk via onlineportalen https://whistleblower.legalsys.dk/ny-carlsbergfondet/whistleblowerpolitik/forside.html, idet der er købt licens til Legalsys Whistleblowersystem hos Legalsys ApS. Whistleblowerordningen håndteres og administreres af LIND Advokataktieselskab, som foretager en vurdering af, om en indberetning er inden- eller udenfor whistleblowerordningens anvendelsesområde. LIND Advokataktieselskab sender modtagne indberetninger eller ekstrakter af indberetninger til Ny Carlsbergfondets whistlebloweransvarlige, administrationschefen, som varetager den interne administration og håndtering af Whistleblowerordningen på Ny Carlsbergfondets vegne, inklusive eventuel undersøgelse af indberetninger mv., jf. nedenfor.
Hvis der sker indberetning om administrationsschefen, skal indberetning ske til forpersonen for bestyrelsen.
Både administrationschefen og forpersonen for bestyrelsen for Ny Carlsbergfondet, som medvirker til administration og håndtering af forhold i forbindelse med Whistleblowerordningen, er omfattet af reglerne om tavshedspligt, fortrolighed mv. i såvel gældende Whistleblowerlovgivning som GDPR-lovgivning.
Indberetninger kan indleveres på dansk eller engelsk, og de følgende oplysninger vil være nyttige for den whistlebloweransvarlige at have i forbindelse med vurderingen af en indberetning:
- Navn, afdeling og kontaktoplysninger på den person, der indberettes om,
- Én beskrivelse af de faktiske omstændigheder, der giver anledning til indberetningen, og
- Eventuel dokumentation eller beviser, der underbygger indberetningen.
Medmindre indberetteren eksplicit samtykker til, at vedkommendes personoplysninger videregives til den whistlebloweransvarlige, er LIND Advokataktieselskab, der er administrator af ordningen, forpligtet til at anonymisere indberetningen, inden den videreformidles.
Det er helt op til den enkelte indberetter, om vedkommende ønsker 1) at være fuldstændigt anonym, således at hverken LIND Advokataktieselskab eller Ny Carlsbergfondet kender indberetterens identitet 2) at være delvis anonym, således at det alene er LIND Advokataktieselskab, der kender navn mv., eller 3) at være helt identificerbar med navn mv. – også i forhold til videregivelse af oplysninger om sagen til den whistlebloweransvarlige.
Vær opmærksom på, at helt eller delvise anonyme indberetninger (hvor ingen kender indberetterens identitet eller hvor alene LIND Advokataktieselskab kender indberetterens identitet) kan indebære, at det kan være vanskeligere for den whistlebloweransvarlige at undersøge og vurdere en indberetning. Blandt andet kan det ved helt eller delvist anonyme indberetninger være vanskeligt at vurdere indberetterens troværdighed. Vær ligeledes opmærksom på, at det også ved helt eller delvist anonyme indberetninger kan være vigtigt, at indberetteren medvirker til at uddybe indberetningen for at sikre, at den er tilstrækkeligt oplyst. Medvirken til sagens oplysning vil kunne vanskeliggøre opretholdelse af anonymitet, og omvendt kan manglende medvirken indebære, at sagen ikke bliver tilstrækkeligt oplyst og kan være vanskelig at afdække.
Man skal også være opmærksom på, at hel eller delvis anonymitet kan være vanskelig at opretholde, hvis yderligere undersøgelse af det indberettede forhold forudsætter, at der tages kontakt til én eller flere personer, eftersom disse med større eller mindre sikkerhed muligvis vil kunne genkende forholdet og eventuelt identiteten på indberetteren eller andre omhandlede personer. Hvis LIND Advokataktieselskab eller Ny Carlsbergfondet vurderer, at der er risiko for, at indberetterens identitet bliver kendt i forbindelse med en undersøgelse af indberetningen, som involverer parter uden for whistleblowerenheden, skal der indhentes forudgående udtrykkeligt samtykke fra indberetteren. Hvis ikke indberetteren meddeler dette samtykke, vil dette kunne betyde, at indberetningen ikke kan undersøges i tilstrækkeligt omfang, og at indberetningen eventuelt ikke kan behandles yderligere. LIND Advokataktieselskab eller Ny Carlsbergfondet kan dog videregive oplysninger også om indberetters identitet til offentlige myndigheder, hvis videregivelsen sker med henblik på at imødegå lovovertrædelser. Indberetter skal underrettes forud for en videregivelse til en offentlig myndighed, medmindre underretning vil bringe beviser omfattet af relaterede undersøgelser eller retssager i fare. Det bemærkes, at personer, som får kendskab til forhold vedrørende indberetningen, herunder eventuelt får kendskab til identiteten på involverede personer, vil blive pålagt tavshedspligt og skal iagttage fortrolighed vedrørende de omhandlede forhold.
Hvis der bliver indberettet om et forhold, der ikke er omfattet af Whistleblowerordningen, vil indberetteren blive underrettet om dette af LIND Advokataktieselskab og henvist til en anden kommunikationskanal.
5. PROCESSEN EFTER INDBERETNING
Når advokat Frederik Brocks har modtaget en indberetning, foretager LIND Advokataktieselskab en screening af indberetningen for at vurdere, om indholdet er omfattet af Whistleblowerordningens anvendelsesområde.
Hvis indberetningen (eller en del af indberetningen) falder udenfor Whistleblowerordningens anvendelsesområde, vil indberetteren få besked herom. LIND Advokataktieselskab vil desuden være forpligtet til straks at slette (denne del af) indberetningen.
Hvis indberetningen er omfattet af Whistleblowerordningens anvendelsesområde, vil LIND Advokataktieselskab videreformidle indholdet til den whistlebloweransvarlige, der er ansat i Ny Carlsbergfondet sammen med en foreløbig vurdering af indberetningens indhold. Omhandler indberetningen administrationsschefen, vil videreformidling ske til forpersonen for bestyrelsen.
Den whistlebloweransvarlige kan herfra vælge at behandle indberetningen internt eller benytte ekstern bistand fra LIND Advokataktieselskab i forbindelse med den videre undersøgelse, som indberetningen giver anledning til.
6. BESKYTTELSE AF DE PERSONER, DER FORETAGER INDBERETNINGEN
Personer, der indgiver indberetninger til Whistleblowerordningen, er beskyttede mod negative konsekvenser, forbundet med selve indberetningen, herunder afskedigelse og/eller ufordelagtig behandling, under forudsætning af, at indberetningerne indgives i god tro. Whistleblowere er omfattet af samme beskyttelse, der følger af lov om beskyttelse af whistleblowere.
Hvis indberetningen vedrører kritisable forhold vedrørende indberetteren selv, eller hvis den whistlebloweransvarlige i forbindelse med indberetningen bliver bekendt med sådanne kritisable forhold vedrørende indberetteren selv, vil indberetteren ikke være fritaget for eventuelle negative konsekvenser vedrørende disse forhold.
Hvis der bevidst eller i ond tro indberettes en falsk anklage mod en person, er indberetteren ikke beskyttet af whistleblowerpolitikken, herunder beskyttelsen i henhold til lov om beskyttelse af whistleblowere.
7. FORTROLIGHED
Alle indberetninger til Whistleblowerordningen behandles strengt fortroligt af den whistlebloweransvarlige og af advokat Frederik Brocks, der som uvildig tredjepart administrerer ordningen.
Som anført har indberetteren mulighed for at foretage helt eller delvist anonyme indberetninger. Ved helt anonyme indberetninger kan indberetteren undlade at identificere sig selv. Ved delvist anonyme indberetninger identificerer indberetteren sig selv overfor LIND Advokataktieselskab, men LIND Advokataktieselskab vil alene videreformidle indberetninger til den whistlebloweransvarlige uden at oplyse, hvorfra indberetningerne stammer, såfremt sådanne oplysninger fremgår.
LIND Advokataktieselskab videregiver ikke indberetterens personoplysninger uden at have indhentet et udtrykkeligt samtykke fra indberetteren først.
8. DATABESKYTTELSE
8.1 Dataansvarlige og databehandler i ordningen
Behandling af personoplysninger afgivet i forbindelse med Whistleblowerordningen er underlagt gældende regler om databeskyttelse.
LIND Advokataktieselskab er ansvarlig for at sikre tilstrækkelig sikkerhed vedrørende de personoplysninger og de indberetninger, som LIND Advokataktieselskab modtager som led i Whistleblowerordningen. LIND Advokataktieselskab garanterer i øvrigt for, at LIND Advokataktieselskab vil leve op til krav om uafhængighed, fortrolighed, databehandling og tavshedspligt m.v., som fremgår af bemærkningerne til lov om beskyttelse af whistleblowere, § 11, stk. 2.
LIND Advokataktieselskab overholder den til enhver tid gældende databeskyttelseslovgivning i forbindelse med administrationen af og rådgivning i forbindelse med Whistleblowerordningen.
LIND Advokataktieselskab er som ekstern juridisk rådgiver dataansvarlig efter databeskyttelsesforordningen. LIND Advokataktieselskabs behandling af personoplysninger har alene til formål at tage juridisk stilling til og yde rådgivningsbistand i forbindelse med indberetninger, der modtages via Whistleblowerordningen. LIND Advokataktieselskab træffer også selv beslutning om, hvilke personoplysninger der skal slettes, videregives mv. Behandlingen af oplysninger i forbindelse med rådgivningen sker ikke efter instruks fra eller godkendelse af Ny Carlsbergfondet.
Den systemmæssige behandling af personoplysninger foretages af systemleverandøren Legalsys ApS på vegne af Ny Carlsbergfondet, og der er i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne indgået en databehandleraftale mellem Ny Carlsbergfondet og Legalsys ApS.
Advokat Frederik Brocks har som dataansvarlig pligt til at sikre, at LIND Advokataktieselskabs behandling af personoplysninger lever op til databeskyttelseslovgivningen, herunder:
- at sikre lovligt behandlingsgrundlag
- at sikre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et beskyttelsesniveau, der passer til de aktuelle risici af varierende sandsynlighed og alvor for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder
- at oplyse registrerede om, at der behandles personoplysninger, medmindre dette efter de gældende regler (f.eks. på grund af en verserende undersøgelse) kan undlades,
- at give registrerede ret til indsigt i behandling af personoplysninger om de pågældende, medmindre dette efter de gældende regler kan undlades (jf. ovenfor om verserende undersøgelse), og
- at indberette databrud og om nødvendigt orientere de registrerede herom
Der henvises i øvrigt til LIND Advokataktieselskab privatlivspolitik, der fremgår som bilag 1 til denne Whistleblowerpolitik.. Derudover henvises der til Advokatsamfundets vejledning af april 2018 om advokatens behandling af personoplysninger.
8.2 Det lovlige grundlag for behandling af personoplysninger
Idet der kan foretages ikke-anonymiserede indberetninger vil advokat Frederik Brocks i forbindelse med behandlingen af indberetninger behandle personoplysninger om indberetteren og eventuelle andre personer omtalt i indberetningen. Behandlingen vil som oftest omfatte navn og kontaktdetaljer samt beskrivelse af det indberettede forhold, hvilket kan omfatte et eller flere potentielt strafbare forhold og/eller ansættelsesretlige belastende forhold.
Almindelige personoplysninger
Almindelige personoplysninger behandles med hjemmel i lov om beskyttelse af whistleblowere og databeskyttelsesforordningens artikel 6, litra f, hvorefter der må foretages behandling af personoplysninger, når det sker i henhold til virksomhedens legitime interesser i at behandle de oplysninger, der er anført i en indberetning, og disse interesser anses at overstige de registreredes interesse i ikke at være genstand for behandling eller dennes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.
Følsomme personoplysninger
Da der er tale om en frivillig whistleblowerordning, omfatter denne som udgangspunkt ikke følsomme personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, medmindre indberetteren og personer omhandlet i indberetningen udtrykkeligt har samtykket til behandlingen af følsomme personoplysninger, jf. artikel 9, stk. 2, litra a. Hvis LIND Advokataktieselskab modtager indberetninger, der indeholder følsomme personoplysninger, jf. artikel 9, stk. 1, eller modtager indberetninger fra andre end den krænkede/chikanerede selv, og hvor indberetningen eksempelvis indeholder følsomme personoplysninger om en anden person, der er blevet krænket/chikaneret, vil LIND Advokataktieselskab være forpligtet til straks 1) at indhente samtykke til behandling af informationerne, og hvis samtykke ikke kan opnås, skal informationerne straks slettes eller anonymiseres, jf. også pkt. 8 om følsomme personoplysninger.
De ovenfor nævnte følsomme personoplysninger, der som udgangspunkt ikke er omfattet af Whistleblowerordningen, kan dog i særlige tilfælde indebære sådanne risici for menneskers liv eller helbred eller for væsentlige skadevirkninger, at de alligevel er omfattet af Whistleblowerordningen og kan behandles i denne.
Oplysninger om strafbare forhold
Indberetninger, der indeholder oplysninger om strafbare forhold, behandles med hjemmel i databeskyttelseslovens § 8, stk. 3, 2. pkt., hvorefter private må behandle oplysninger om strafbare forhold, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede. Hvis en indberetning indeholder oplysninger om et strafbart forhold, men behandlingen af sådanne oplysninger i den konkrete situation vurderes ikke at være nødvendig til varetagelse af en berettiget interesse, eller denne interesse ikke overstiger hensynet til den registrerede, vil LIND Advokataktieselskab være forpligtet til straks at slette eller anonymisere indberetningen eller den relevante del af indberetningen.
Ny Carlsbergfondets undersøgelse af en indberetning kan betyde, at Ny Carlsbergfondet indsamler og gennemgår yderligere oplysninger, foretager undersøgelser vedrørende indberetningerne, iværksætter sanktioner, herunder ansættelsesretlige sanktioner samt underretning af relevante myndigheder og indgiver politianmeldelse m.v. Disse oplysninger behandles også i henhold til virksomhedens legitime og saglige interesser, jf. ovenfor.
8.3 Sikkerhed og opbevaring af data
LIND Advokataktieselskab opbevarer personoplysninger, der modtages som led i Whistleblowerordningen, sikkert og fortroligt, og har implementeret tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger til sikring heraf. Derudover anvender LIND Advokataktieselskab alene databehandlere, som har minimum samme sikkerhedsniveau ved behandling af personoplysninger, som LIND Advokataktieselskab selv har.
Personoplysninger i og forbundet med en indberetning opbevares, så længe det er nødvendigt af hensyn til de formål, som oplysningerne er indsamlet til, og den specifikke periode for opbevaring vil afhænge af indberetningens indhold.
Viser en indberetning sig at være grundløs, vil alle oplysninger knyttet hertil dog blive slettet straks efter konstateringen heraf.
Tilsvarende vil oplysningerne knyttet til en indberetning, der falder udenfor Whistleblowerordningens anvendelsesområde, blive slettet, umiddelbart efter at indberetteren er blevet underrettet om, at indberetningen ikke er omfattet af ordningen.
Hvis indberetningen falder indenfor Whistleblowerordningens anvendelsesområde, vil indberetningen og personoplysningerne i indberetningen blive opbevaret hos LIND Advokataktieselskab, indtil der er sket videreformidling af indberetningen til Ny Carlsbergfondet, hvorefter oplysningerne vil blive slettet, senest indenfor 6 måneder. Skal LIND Advokataktieselskab forestå videre undersøgelse mv. vedrørende indberetningen, vil der blive oprettet en sag, der herefter vil blive opbevaret i overensstemmelse med LIND Advokataktieselskabs databeskyttelsespolitik.
Fører en indberetning til politianmeldelse eller anmeldelse til en anden myndighed, vil oplysningerne blive slettet straks efter politiets eller den anden myndigheds afslutning af sagen.
Perioden for Ny Carlsbergfondets opbevaring af personoplysninger, indeholdt i en indberetning vil afhænge af indberetningens karakter og dermed bero på en konkret vurdering. Ny Carlsbergfondet vil slette oplysninger, der bevisligt viser sig at være urigtige i forbindelse med undersøgelsen af indberetningen.
8.4 Orientering til den indberettede
Den person, der foretages indberetning om til Whistleblowerordningen, vil som udgangspunkt modtage besked om, at der er indberettet oplysninger om vedkommende, hvem der får adgang til oplysningerne, formålet med behandlingen af oplysningerne samt grundlaget for behandlingen, herunder de legitime interesser, som begrunder behandlingen, den periode, hvor personoplysningerne vil blive opbevaret (eller hvis dette ikke er muligt at oplyse), de kriterier, der anvendes til at fastlægge dette tidsrum, personens ret til at anmode om indsigt i og berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandlingen af personoplysninger samt ret til at gøre indsigelse mod behandlingen og retten til at indgive klage til Datatilsynet. Derudover vil vedkommende blive orienteret om eventuelle modtagere eller kategorier af modtagere af personoplysningerne, hvilket f.eks. vil være tilfældet, hvis indberetningen giver anledning til en politianmeldelse.
Den person, der foretages indberetning om til Whistleblowerordningen, vil få meddelelse om behandlingen af oplysninger om den pågældende, på tidspunktet for modtagelsen af indberetningen. Dette gælder dog ikke, hvis meddelelse til den indberettede efter omstændighederne må udskydes af hensyn til undersøgelsen/efterforskningen eller til en væsentlig og berettiget interesse hos Ny Carlsbergfondet eller hos indberetteren, som i den konkrete situation vurderes at overstige hensynet til den pågældende. Der henvises til de til enhver tid gældende regler om undtagelser til oplysningspligten i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. I et sådant tilfælde kan indsigtsretten og retten til meddelelse om eventuelle sikkerhedsbrud tilsvarende begrænses for den, der indberettes om.
8.5 De registreredes rettigheder
De registrerede i whistleblowerordningen (de der indberetter, de indberettede og eventuelle tredjemænd, der bliver oplyst om i forbindelse med indberetningen) kan kontakte den whistlebloweransvarlige vedrørende indsigt, berigtigelse, blokering, ændringer eller sletning af oplysninger, der vedrører dem selv.
Den whistlebloweransvarlige vil tage stilling til om i givet fald i hvilket omfang eventuelle anmodninger om indsigt, berigtigelse, blokering eller sletning kan og skal imødekomme efter gældende regler.
De registrerede har desuden ret til at klage over behandling af deres personoplysninger i forbindelse med Whistleblowerordningen. En sådan klage kan indgives til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, tlf.: +45 33 19 32 00, eller via e-mail: dt@datatilsynet.dk.
9. SPØRGSMÅL
Spørgsmål til denne whistleblowerordning kan rettes til partner og advokat Frederik Brocks, LIND Advokataktieselskab, e-mail: frb@lindlaw.dk eller tlf. nr. 82 30 90 33.
***