Ny Carlsbergfondets whistleblowerordning giver mulighed for, at alle kan foretage indberetninger om:

1)   overtrædelser af gældende EU-lovgivning,

2)   alvorlige overtrædelser af gældende lovgivning,

3)   øvrige alvorlige forhold, f.eks. seksuel chikane (uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner) eller grov chikane med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Whistleblowerordningen skal hverken erstatte eller træde i stedet for de eksisterende kommunikationsveje i Ny Carlsbergfondet. Hvis du har været udsat for seksuel chikane eller grov chikane, skal du vide, at du trygt kan henvende dig til ledelsen. Uanset hvilken kommunikationsvej du vælger, vil din henvendelse blive taget alvorligt, blive undersøgt og håndteret så godt som muligt. Whistleblowerordningen er en kanal, der kan benyttes i de tilfælde, hvor en hændelse ikke egner sig til at blive behandlet via de eksisterende kommunikationsveje, eller hvor du ønsker anonymitet i forhold til Ny Carlsbergfondet.

Inden du sender en indberetning til whistleblowerordningen, er det vigtigt, at du læser Ny Carlsbergfondets whistleblowerpolitik. Her kan du bl.a. finde oplysninger om, hvad du kan indberette til ordningen (se også punktopstillingen ovenfor). Du kan også finde oplysninger om processen efter indberetningen, og om hvordan dine oplysninger håndteres og anvendes, herunder hvordan de eventuelt vil indgå i videre sagsbehandlingsskridt og ved undersøgelser af sagen mv.

Din indberetning bliver håndteret og vurderet af LIND Advokataktieselskab. Hvis en indberetning giver anledning til, at der skal foretages yderligere undersøgelser, så kan enten Ny Carlsbergfondet eller LIND Advokataktieselskab stå for de videre undersøgelser. Både Ny Carlsbergfondet og LIND Advokataktieselskab kan have behov for at stille dig spørgsmål for at sikre, at sagen oplyses tilstrækkeligt og håndteres korrekt. Der kan desuden være behov for, at en eller flere personer i ledelsen orienteres om det omhandlede forhold, hvis dette vurderes nødvendigt i den konkrete situation og under de konkrete omstændigheder.

Når du foretager en indberetning, opretter du samtidig en kommunikationskanal, og du vælger selv et password. Du bruger dette, når du logger ind i systemet for at se, om der er stillet spørgsmål til dig. Hvis LIND Advokataktieselskab har for få oplysninger om hændelsen, der indberettes om, kan de blive nødt til at henlægge sagen.

Vær opmærksom på, at det er vigtigt, at de oplysninger, som du afgiver i en indberetning, skal være rigtige og gives i god tro. Du må ikke bevidst give urigtige eller vildledende oplysninger. Hvis du har spørgsmål til ordningen eller har brug for vejledning, kan du altid rette henvendelse til partner, advokat (H) Frederik Brocks, LIND Advokataktieselskab, e-mail: frb@lindlaw.dk eller tlf. nr. 82 30 90 33.