Vejledning om LD Fondes whistleblowerordning
Ifølge lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD Fonde) skal LD Fonde have en intern whistleblowerordning.
Denne vejledning er udarbejdet for at give en overordnet beskrivelse at de rammer, der gælder, hvis medarbejdere m.fl. vil foretage en indberetning til whistleblowerordningen. Ordningen giver mulighed for anonymt gennem en særlig kanal at indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af LD-loven samt hvad der følger af whistleblowerloven.
Formålet med ordningen er:
- at øge mulighederne for, at ansatte og visse samarbejdspartnere kan ytre sig om kritisable forhold i LD Fonde uden at frygte for negative konsekvenser
- at beskytte personer, som indgiver oplysninger til whistleblowerordningen
- at opdage fejl og forsømmelser og derved højne niveauet i LD Fondes myndighedsudøvelse.
Nedenfor kan du bl.a. læse om:
- Hvad du kan indberette om.
- Hvem der kan indberette.
- Hvordan du indberetter, samt hvordan din indberetning bliver behandlet.
- Hvordan du er beskyttet, hvis du benytter whistleblowerordningen.
Du kan frit vælge, om du vil indberette til LD Fondes whistleblowerordning eller til en relevant ekstern ordning, jf. nedenfor under punktet ”Andre ordninger”.
Hvad kan der indberettes om?
Under punkt 1 og 2 kan du læse, hvad du kan indberette om. Vær opmærksom på, at punkt 1 og 2 nedenfor oplister forskellige områder/emner, du kan indberette om.
Der kan indberettes om forhold begået af LD Fonde som virksomhed eller af LD Fondes ledelse, medarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer.
1. Forhold, der kan indberettes om efter LD-loven og den øvrige finansielle regulering:
- overtrædelser af LD-loven
- overtrædelser af den finansielle lovgivning inden for Finanstilsynets ressortområde, dog kun for så vidt angår lovgivning, der vedrører LD Fonde
- handlinger, som ikke kan henføres til en enkelt person, men som eksempelvis skyldes (system)fejl i LD Fonde eller undladelser, der kan føre til overtrædelser af LD-loven eller den finansielle lovgivning.
2. Forhold, der kan indberettes om efter whistleblowerloven:
- overtrædelser af specifikke EU-retsakter som er omfattet af whistleblowerdirektivets anvendelsesområde. Det vedrører bl.a. følgende områder: offentligt udbud og beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger.
- alvorlige overtrædelser af dansk ret og de dele af EU-retten, som ikke er omfattet af whistleblowerdirektivets anvendelsesområde. Eksempler herpå er strafbare forhold fx misbrug af økonomiske midler, grove personrelaterede konflikter i LD Fonde og alvorlige brud på arbejdssikkerheden. En lovovertrædelse vil være alvorlig, hvis det er i offentlighedens interesse at få den frem i lyset. Overtrædelser af bagatelagtig karakter eller indberetninger om whistleblowerens eget ansættelsesforhold vil som udgangspunkt ikke være omfattet af ordningen. Den enhed der modtager en eventuel indberetning vil skulle foretage en konkret vurdering af, hvorvidt der er tale om alvorlige overtrædelser.
For alle forhold oplistet ovenfor kan der indberettes om en rimelig mistanke om faktiske eller potentielle overtrædelser, som har fundet sted eller med stor sandsynlighed vil finde sted i LD Fonde, samt om forsøg på at skjule sådanne overtrædelser.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et forhold falder inden for de områder, der kan indberettes om, kan du foretage en indberetning med henblik på at få afklaret om forholdet falder inden for eller ej.
Hvem kan indberette?
Ordningen kan bruges af LD Fondes nuværende og tidligere medarbejdere samt af medarbejdere hos Kapitalforeningens forvalter.
Hvis der indberettes om forhold omfattet af punkt 1 ovenfor, kan følgende foretage en indberetning:
- LD Fondes nuværende og tidligere medarbejdere
- Nuværende og tidligere medarbejdere hos forvalteren (”FAIF’en”), der udfører opgaver i relation til Kapitalforeningen LD.
Hvis der indberettes om forhold omfattet af punkt 2 ovenfor, kan følgende foretage en indberetning:
- LD Fondes nuværende og tidligere medarbejdere.
Hvis man ikke tilhører den gruppe, som ordningen gælder for, vil indberetningen blive afvist. Bestyrelsesmedlemmer kan ikke foretage indberetning til whistleblowerordningen, men kan f.eks. benytte Finanstilsynets whistleblowerordning.
Hvordan indberetter du?
Du kan foretage en skriftlig indberetning. Mundtlig indberetning er ikke mulig.
Du foretager en indberetning via ”Opret indberetning”, som også findes på whistleblowerportalens forside.
Husk at tage stilling til, om du vil indberette anonymt. Du vælger selv, om du vil foretage en anonym indberetning, eller du vil give dig tilkende. Hvis du ønsker at være anonym, skal du være opmærksom på, at der i henvendelsen ikke oplyses navn, telefonnummer, mailadresse eller andet personhenførbart.
Når du foretager en indberetning, har du mulighed for at vælge, om du vil stå til rådighed for den videre undersøgelse. Det gør du ved at oprette en postboks, som i denne sammenhæng kaldes Anonym Postkasse. I den forbindelse får du tildelt et brugernavn og en adgangskode. Brugernavn og adgangskode skal du bruge, når du logger ind i Anonym Postkasse for at følge din sag. Ved at give den undersøgende part mulighed for at stille supplerende spørgsmål, bidrager det til at sikre, at sagen oplyses tilstrækkeligt til, at den kan behandles.
Anonym Postkasse understøtter, at tovejs-kontakt mellem dig og den undersøgende part kan ske under opretholdelse af anonymitet.
Hvis du fravælger anonymitet, henvises til LD Fondes afsnit nedenfor, hvor der findes oplysninger om, hvordan LD Fonde behandler personoplysninger, og hvilke rettigheder du har i den forbindelse.
Hvordan bliver din indberetning behandlet?
Under hensyn til LD Fondes størrelse og interne organisation varetages whistleblowerordningen af en ekstern part, Compliance Team ApS. Dette sker for at sikre, at de personer, der behandler en indberetning, er upartiske og forholder sig objektivt og sagligt til indberetningen. Såvel indberetning og opbevaring af oplysninger om indberetninger som behandling af oplysninger i whistleblowerordningen er henlagt til den eksterne part.
Ansatte i LD Fonde vil formentlig blive involveret i at undersøge forhold, som indberetningen vedrører. Dog vil der ved behandling af sagen tages hensyn til, hvem indberetningen vedrører, således at den/de personer, indberetningen vedrører, ikke involveres i at undersøge om det indberettede forhold.
Den eksterne part samt de(n) ansatte i LD Fonde, der eventuelt kan få indsigt i sagen i forbindelse med den videre undersøgelse, er alle underlagt lovbestemt tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, der indgår i indberetningen.
Den eksterne part er autoriseret til at:
- afvise sager, der er åbenbart grundløse, eller som falder uden for ordningen
- behandle indberetninger, herunder at indhente yderligere oplysninger hos whistlebloweren
- slette indberetninger og tilknyttede dokumenter efter bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven og i overensstemmelse med LD Fondes instrukser herom.
Inden for 7 dage efter du har foretaget en indberetning, modtager du en bekræftelse på modtagelse af indberetningen. Du modtager bekræftelsen i Secure Inbox, og hvis du ikke har oprettet en Secure Inbox, vil du ikke modtage en bekræftelse.
Det vil fremgå af bekræftelsen, om indberetningen falder uden for ordningens anvendelsesområde, og at indberetningen derfor ikke vil blive behandlet yderligere. Hvis den eksterne enhed vurderer, at du kan henvende dig et andet sted, vil du blive vejledt om det.
Hvis indberetningen er omfattet af whistleblowerordningen, følger den eksterne enhed op på indberetningen. Opfølgningen vil ofte indebære, at der foretages en nærmere undersøgelse af de(t) forhold, der er foretaget indberetning om, og en vurdering af, hvordan LD Fonde kan reagere på det forhold, der er indberettet om.
Opfølgningen kan desuden indebære, at den eksterne enhed kontakter dig med henblik på at indhente supplerende oplysninger.
Du har krav på at få feedback. Senest tre måneder efter bekræftelsen på modtagelse af indberetningen modtager du tilbagemelding om, hvilken opfølgning/tiltag der er foretaget på baggrund af indberetningen. I særlige tilfælde kan der gå op til 6 måneder, inden du modtager endelig feedback.
Såvel kontakt om yderligere oplysninger som feedback forudsætter, at du enten har givet kontaktoplysninger eller benytter Anonym Postkasse. Husk, at hvis du glemmer brugernnavn eller adgangskode til Anonym Postkasse, vil du være forhindret i at tilgå den, da vi ikke kender dine login-oplysninger, og derfor ikke kan hjælpe dig med at genskabe dem.
Beskyttelse af dig som whistleblower
Personer, der indgiver indberetning via whistleblowerordningen, er beskyttet mod negative konsekvenser forbundet med en indberetning afgivet i god tro på tidspunktet for indberetningen.
Det anses derfor ikke for et brud på din tavshedspligt, at du foretager en indberetning til whistleblowerordningen. Forudsat at du har rimelig grund til at antage, at indberetningen af de pågældende oplysninger er nødvendig for at afsløre forhold inden for rammerne af, hvad der kan indberettes om. Du skal med andre ord være i ”god tro” om rigtigheden af oplysningerne.
Du vil derfor ikke være beskyttet som whistleblower, hvis du bevidst indberetter urigtige oplysninger. Bevidst indberetning af urigtige oplysninger kan medføre negative ansættelsesretlige reaktioner. Du vil også kunne blive straffet med en bøde ved afgivelse af bevidst urigtige oplysninger.
Du vil som whistleblower ikke kunne ifalde ansvar for de oplysninger, som du indberetter om, medmindre den måde, du har tilegnet dig oplysningerne på, er strafbar. Det vil fx være, hvis har du skaffet oplysningerne ved indbrud eller ulovlig optagelse eller lignende.
Du er som whistleblower beskyttet mod repressalier – herunder trussel om repressalier – hvis du i god tro foretager en indberetning til en whistleblowerordning. Du må heller ikke hindres eller forsøges hindret i at foretage en indberetning.
Kort sagt betyder det, at LD Fonde skal give dig uhindret adgang til at kunne indberette og ikke må straffe dig på nogen måde, hvis du foretager en indberetning i god tro om oplysningernes rigtighed.
Beskyttelse af den berørte person
Den berørte person er den fysiske eller juridiske person, der i indberetningen angives som en person, til hvem overtrædelsen henregnes, eller som nævnte person har tilknytning til. En indberetning kan vedrøre flere berørte personer.
Den/de personer, som oplysningerne vedrører, vil normalt blive underrettet om, at der er indgivet oplysninger om dem til whistleblowerordningen. LD Fonde sikrer, at den berørte persons identitet beskyttes i forbindelse med sagsbehandlingen, og at personen har adgang til et effektivt forsvar.
På LD Fondes hjemmeside findes oplysninger om, hvordan du kan kontakte LD Fonde eller LD Fondes databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i forhold til LD Fondes behandling af personoplysninger om dig. LD Fonde vil i forbindelse med opfølgningen på indberetningen vejlede den/de berørte person(er) om behandlingen af personoplysninger i relation til indberetningen og om de rettigheder, den/de berørte person(er) har i den forbindelse.
Andre ordninger
Du kan frit vælge, om du vil indberette til LD Fondes interne whistleblowerordning, eller du vil benytte en relevant ekstern ordning hos en anden myndighed at indberette til. LD Fonde opfordrer dog til, at du indberetter til LD Fondes interne whistleblowerordning, hvis du vurderer, at det, du vil indberette om, vil kunne imødegås mest effektivt internt, og at der ikke er risiko for repressalier ved brug af den interne ordning.
Datatilsynets ordning kan benyttes af alle. Den finder du på whistleblower.dk
Finanstilsynet har en ordning for whistleblowing om markedsmisbrug. Markedsmisbrug dækker over insiderhandel, uretmæssig videregivelse af intern viden og markedsmanipulation i henhold til Markedsmisbrugsforordningen. Alle kan benytte denne ordning.
Beskæftigelsesministeriet har en intern ordning for ansatte, som også vil kunne benyttes, hvis du har et kontinuerligt og formaliseret samarbejde med ministeriets departement. Oplysninger om ordningen findes på ministeriets hjemmeside.
Oplysninger om behandling af personoplysninger
LD Fonde er dataansvarlig for behandling af de personoplysninger, som vi har modtaget fra dig via Compliance Team ApS, alternativt oplysninger vi har modtaget om dig ad andre kanaler. Hvis du har spørgsmål til vores behandling, er du velkommen til at kontakte os.
Compliance Team ApS er dataansvarlig for de personoplysninger, de behandler i forbindelse med deres håndtering af indberetninger. Du kan læse Compliance Teams oplysningstekst om persondata her.
Kontaktoplysninger om LD Fonde
Vi anbefaler, at du kontakter LD Fonde via Digital Post, for derved opnår du den bedste beskyttelse af de oplysninger, du sender til os.
Du kan finde vores kontaktoplysninger på vores hjemmeside.
Kontaktoplysninger på LD Fondes databeskyttelsesrådgiver
Derudover er du altid velkommen til at kontakte LD Fondes databeskyttelsesrådgiver.
Compliance Team ApS er også databeskyttelsesrådgiver for LD Fonde. Databeskyttelsesrådgiveren kan kontaktes på kontakt@complianceteam.dk
Formål og retsgrundlag for behandling af oplysninger
Vi behandler dine personoplysninger for at udføre den nødvendige sagsbehandling af henvendelsen.
Retsgrundlaget for behandlingen af personoplysninger følger af whistleblowerlovens § 22.
Dine rettigheder
Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig.
Du kan finde yderligere oplysninger om dine rettigheder på vores hjemmeside.