Som ansat, politisk aktiv eller medlem hos Dansk Journalistforbund kan du foretage indberetninger til vores whistleblowerordning om

1) overtrædelser af gældende EU-lovgivning,

2) alvorlige overtrædelser af gældende lovgivning,

3) øvrige alvorlige forhold, eksempelvis seksuel chikane (uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner) eller grov chikane med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Whistleblowerordningen skal hverken erstatte eller træde i stedet for de eksisterende kommunikationsveje internt, og det anbefales, at de eksisterende kommunikationsveje så vidt muligt anvendes, jf. eksempelvis de gældende politikker om chikane og krænkende adfærd, klageadgang via Medlems-ombudsmanden mv. Det anførte gælder, medmindre du vurderer, at indberetning under Whistleblowerordningen er den rette kommunikationsform. Sekretariatschefen i Dansk Journalistforbund kan kontaktes i tvivlstilfælde vedrørende den rette kommunikationsvej.

Hvis du er ansat og har været udsat for seksuel chikane eller grov chikane er udgangspunktet, at du kan henvende dig direkte til de whistlebloweransvarlige, som du finder kontaktoplysninger på i menuen til venstre. Såfremt indberetningen vedrører den primært whistlebloweransvarlige, kan du henvende dig til den alternativt whistlebloweransvarlige. Du skal vide, at du trygt kan henvende dig til de nævnte personer eller andre i ledelsen. Hvis du er medlem af eller politisk aktiv i Dansk Journalistforbund, kan du trygt henvende dig til en person i sekretariatets ledelse eller hovedbestyrelsen. Uanset hvilken kommunikationsvej du vælger, vil din henvendelse blive taget alvorligt, blive undersøgt og håndteret så godt som muligt.

Whistleblowerordningen er en kanal, der kan benyttes i de tilfælde, hvor en hændelse ikke egner sig til at blive behandlet via de eksisterende kommunikationsveje, eller hvor indberetteren gerne vil sikres fuld anonymitet.

Ønsker du at være anonym, skal du undlade at oplyse dit navn eller andre personhenførbare oplysninger i din indberetning. Derudover skal du være opmærksom på ikke at indberette fra en PC, mobiltelefon, iPad mv., der er udleveret af Dansk Journalistforbund eller fra en PC, mobiltelefon, iPad mv., der er opkoblet på organisationens netværk/intranet. Du skal tilgå indberetningsportalen direkte ved enten at kopiere eller skrive URL-adressen over i en internetbrowser.

Inden du sender en indberetning til whistleblowerordningen, er det vigtigt, at du læser beskrivelsen af Dansk Journalistforbunds whistleblowerpolitik. Her kan du bl.a. finde oplysninger om, hvad du kan indberette til ordningen (se også punktopstillingen ovenfor). Du kan også finde oplysninger om processen efter indberetningen og om, hvordan dine oplysninger håndteres og anvendes, herunder hvordan de eventuelt vil indgå i videre sagsbehandlingsskridt og ved undersøgelser af sagen mv.

Din indberetning bliver håndteret og vurderet af SIRIUS advokater. Hvis en indberetning giver anledning til, at der skal foretages yderligere undersøgelser, så kan enten Dansk Journalistforbund eller SIRIUS advokater stå for de videre undersøgelser. Både Dansk Journalistforbund og SIRIUS advokater kan have behov for at stille dig spørgsmål for at sikre, at sagen oplyses tilstrækkeligt og håndteres korrekt, og der kan være behov for, afhængigt af indberetningens karakter og afhængigt af, hvem der indberettes om, at kollegaer, herunder ledere, inddrages i den videre undersøgelse og håndtering af sagen. Det tilstræbes altid, at færrest muligt personer bliver inddraget i sagen, og at det nøje overvejes, hvilke personer, det er nødvendigt at involvere i forbindelse med sagens undersøgelse.

Når du foretager en indberetning, opretter du samtidig en kommunikationskanal, og du vælger selv et password. Du bruger dette, når du logger ind i systemet for at se, om der er stillet spørgsmål til dig. Du forbliver derfor anonym, medmindre du har angivet dine personlige oplysninger i din indberetning. Hvis SIRIUS advokater har for få oplysninger om hændelsen, der indberettes om, kan de blive nødt til at henlægge sagen. Der kan endvidere være behov for, at en eller flere personer i ledelsen orienteres om det omhandlede forhold, hvis dette vurderes nødvendigt i den konkrete situation og under de konkrete omstændigheder.

De oplysninger, som du afgiver i en indberetning, skal afgives i god tro. Du må ikke bevidst give urigtige eller vildledende oplysninger.

Afslutningsvis gøres du opmærksom på, at Datatilsynet har etableret en uafhængig og selvstændig, ekstern whistleblowerordning til modtagelse og behandling af oplysninger, omfattet af punkt 1-3 ovenfor. Vi opfordrer til, at du gør brug af Dansk Journalistforbunds whistleblowerordning, hvis du mener, at det indberettede forhold kan håndteres på korrekt vis ved at bruge denne ordning. Du kan dog selv vælge, om du vil gøre brug af Dansk Journalistforbund eller Datatilsynets whistleblowerordning. Du finder Datatilsynets whistleblowerordning her: https://whistleblower.dk/.

Læs mere om Dansk Journalistforbunds behandling af personoplysninger i privatlivspolitikken: https://journalistforbundet.dk/djs-retningslinjer-behandling-af-persondata-og-cookies.

Sirius Advokaters privatlivspolitik: www.siriusadvokater.com/privatlivspolitik.